Ny direktør i Gyldendals datterselskab Systime A/S
Dato: 1. oktober 2018En ny administrerende direktør sætter sig i spidsen for Gyldendals datterselskab Systime, når den hidtidige direktør og stifter Poul Henrik Mikkelsen går på pension 1. oktober. Det bliver Hanne Salomonsen, der overtager posten, samtidig med at hun fortsætter som direktør for Gyldendal Uddannelse.

Systime videreføres som et selvstændigt A/S i Gyldendal-koncernen.

Med den nye ledelsesstruktur sikres et samlet fokus på læremiddelområdet i Gyldendal med fælles digital udvikling og udnyttelse af de platforme, som fremtidens børn og unge skal bruge i uddannelsesøjemed. Der sker på denne baggrund ikke yderligere organisatoriske ændringer, hverken i moderselskabet eller på Systime.
Poul Henrik Mikkelsen grundlagde forlaget Systime i 1980 og har siden været utrættelig i sine bestræbelser på at forbedre undervisning og læring, ikke mindst ved at digitalisere og forny læremidler med omfattende udbredelse og brug til følge. Han fortsætter som ekstern rådgiver for Gyldendal med henblik på salg af Systimes iBog® platform i udlandet.

Poul Henrik Mikkelsen siger: ”Det har været et stort privilegium i 40 år at arbejde som forlægger på Systime. Jeg vil takke for den store tillid, jeg har fået fra forfattere og kolleger, og jeg ønsker, at SUSU - Systime Under Stadig Udvikling - fortsat også vil arbejde med mulighederne oven på og ved siden af virkeligheden”. 

Administrerende direktør for Gyldendal A/S, Morten Hesseldahl, udtaler: ”Vi er meget stolte af denne mulighed for at føre Poul Henrik Mikkelsens livsværk videre i en fælles konstruktion med Systime og Gyldendal Uddannelse. Han har i snart fire årtier været en markant og energisk forlægger og entreprenør, og vi er særdeles fornøjede ved udsigten til, at vi også fremover kommer til at have et tæt samarbejde med ham”.

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail